dec
20

Sir Andy Penera

by admin

Guitar

Lineup sep_1999_PeneraFødt Andreas Johannes Chrysostomus Wolfgang Theophilus Penera d. 12.10.1953, Camberwell, London.

Sir Andy Penera blev optaget på Guildhall School of Music i 1960 som den yngste nogensinde, men nåede dog kun at fuldføre tre uger af første semester, inden han blev bortvist efter at have færdiggjort Johan Sebastian Bachs 223 år gamle ufuldendte ‘Gavotte II i b-mol for mekanisk orgel’.

Den unge Andreas afsluttede gavotten med en blueslignende Coda i fisis dur. Codaen skabte stor furore og bestyrtelse i det internationale musikakademiske miljø, især da det kom for dagen, at Penera havde skrevet sin coda ind med sprittusch i originalpartituret.

I 1962 gjorde Andy Penera sig ubemærket ved at lancere det oversete værk ‘Orbium Phonbographicorumtheca’ for mindre rytmisk beatensemble. Værket var bygget op over en række rytmiske figurer, som i slutningen af 70’erne blev gjort populære af grupper som Bee Gees, Chic, Earth, Wind & Fire o.a.

Penera mødte i 1963 i London guitaristerne Andrew P. Taylor, Søbbe Jørgensen og Horny Moeller og sammen dannede de kvartetten Crillum Klub Groove.

I efteråret ’63 forlod Andy Penera England til fordel for U.S.A, som følge af gentagne trusler på livet fra hans mor – Vlad Tepes XXII – der på dette tidspunkt var i sidste stadie af Münchhausen by proxy.

I Staterne ernærede, den, på det tidspunkt 10-årige, Andreas sig som barguitarist i Miami, Florida på udskænkningsstedet ‘Knuckle Sandwich’ i Glasgow, Kentucky.

Under en skudveksling i Dallas, Texas i nov. 1963 mødte Andy Penera for første gang trommeslageren Clarke OD Donovan.

I 1965 mødtes de to igen under mere fredelige forhold i harmonikasammenstødet ‘The 1965 Kentucky Highway Disaster’, der involverede 2543 biler og et militært personelfly af typen Douglas C-133 Cargomaster samt en hønsefugl af arten Parpyrola Matinisia.

Efter en betydelig indlæggelsesperiode på Glasgow Memorial Hospital, hvor Andy Penera rekonvalescerede efter kraftige læsioner på hoved og 24 fingerled, blev han udskrevet i 1971.

Herefter dannede Andy Penera og Clarke OD Donovan det paranoidt hykleriske discorockband ‘Bad Crazynez’.

I 1972 opløses Bad Crazynez og Andy Penera blev hyret som ‘Kid Detective’ hos Michæl Jackson© og langsomt blev Andy Penera, igennem sin musik, hurtigt så god en ven med Michæl Jackson™ som man næsten kan blive, og ved at iføre sig sit hjemmelavede Klaus Krikke-kostume, opnåede Andy Penera i foråret 1974 at blive Michæl Jacksons® bedste ven.

I slutningen af 1970’erne begyndte Andy Penera at eksperimenterer med Marcanta, Cinzano og Pisang Ambon, da han erfarede, at hans livsværk ‘Orbium Phonbographicorumtheca’ ikke var beskyttet af opretshavsloven hvorfor bands i flæng benyttede sig af hans materiale.

I 1981 fik Penera dog oprejsning, da han blev adlet af den Engelske Krone for sit livslange ophold i U.S.A.

I 1982 resulterede hans overforbrug af Maliburom og Pepsi Cola i en mindre episode, der medførte et akut anfald af den sjældne sygdom ‘Syndromos Accentus Alienus’ – en lidelse, som giver patienten en fremmed accent efter et slagtilfælde. Det trænede øre kan den dag i dag ane en sydvest-amerikansk accent hos Andy Penera.

På sin 30 års fødselsdag, d. 29. August 1988, skrev Michæl Jackson (all rights reserved), sammen med mestertolken Pernille Oh Vankeuchen, nummeret ‘Igen & Igen’ til sin bedste ven, før denne påbegyndte sin rejse mod Danmark for at konsultere dr. Petrus Zimbabwe, der i magasinet ‘Medical Guitar News’ nov. ’88, havde publiceret artiklen ‘Alien Accent Syndrom and how to cure it easely’.

I København mislykkedes det, uden større besvær, for Zimbabwe at helbrede Penera, der dog på dette tidspunkt var så fysisk svækket af alkohol, lattergas og forfængelighed, at han naturligt trådte ind som guitarist i Chillumklud Group.

Bandet havde siden ’64 forsøgt at indspille opfølgeren til debut-singlen ‘Disco Tango’, og det eneste, der på dette tidspunkt manglede, var et stykke musik. Andy Penera nægtede at bruge ‘Igen & Igen’ til formålet, men Clarke OD Donovan overtalte ham dog hurtigt ved hjælp af et fynsk kernelæderbælte og en 155 mm selvkørende haubitskanon.