dec
27

Trommer

Lineup sep_1999_HenningsdottirFødt Prins Tormod Henningsdottir 20.1.1934 i Thorshavn, Færøerne. Søn af Kong Henning Sonjasdottir og Baronesse T. ‘Bombe’ Hansen.

Henningsdottir bestod som 3-årig eksamen som janitshar ved Thorshavns Kgl. Færøske Musikkonservatorium.

Ved sin afsluttende eksamen spillede den purunge Henningsdottir Bachs ufuldendte ‘Gavotte II’ udsat for slagtøj, og Chopins ‘Silincano IX Mi bemolle minore’ og efter et bleskift afsluttede han med det meste af Czerny’s ‘Il Mio Pesciolino Rosso’, indtil han skulle have sin middagslur, hvilket kom bag på de to censorer; professor Gudmundur Hildbranddursonsphatidottir og docent Sigbard Næsbygaard. Censorene udtalte efter endt eksamination, at de sjældent havde hørt noget mere barnligt og pjattet, og at eksaminandens grov- og finmotoriske evner var utidssvarende. Ligeledes manglede den lille Prins – i følge de to censorer – en dybere forståelse for de enkelte instrumenters særkende. Henningsdottir bestod dog eksamen på grund af et absolut gehør, en fejlfri primavista samt en 3278 sider lang gennemillustreret afhandling over barokmusikkens rytmiske tonesprog i forhold til 1700-tallets politiske og kulturteoretiske værdinormer og forfatterens aksiomatiske katalekt.

Efter endt uddannelse havde Henningsdottir svært ved at finde et arbejde på trods af forældrenes hårde pres, men ved Anden Verdenskrigs udbrud lykkedes det den 6-årige Henningsdottir at få plads som janitshar ved den færøske marines musikkorps under Orlogskaptajn Oddur Hentze.

I 1945 blev Henningsdottir optaget ved Julliard School of Music i New York, hvor han mødte trompetisten Miles Davis. Sammen udforskede de det musikalske miljø på New Yorks 52nd. street, hvor de blandt andet spillede på klubberne Three Deuces, Onyx Downbeat Club og Mintons.

Her mødte de folk som træblæseren Charlie Parker, messingblæseren Dizzy Gillespie og pianisten Thelonious Monk.

I efteråret ’45 blev Henningsdottir smidt ud af Julliard School of Music på grund af fravær, og kort tid senere fulgte Davis efter. De to ernærede sig derefter som fuldtidsmusikere.

Henningsdottir blev i 1950 opdaget af orkesterlederen Duke Ellington, der optog den 16-årige Henningsdottir i sit bigband. Der opstod hurtigt et far-sønforhold mellem Ellington og Henningsdottir, der efterfølgende fik kælenavnet ‘Little Duke’ – senere blot ‘Duke’.

I 1955 brød Henningsdottir sin forlovelse med baronesse Pannonica de Koenigswater efter en episode i hendes lejlighed på Fifth Avenue, og Henningsdottir rejser til København for at deltage i de åbne danske mesterskaber i Single-curling.

Her tabte han i første runde til den useedede skotske verdensmester Angus Podgorny, hvorefter han i desperation og kærestesorg søgte tilflugt i det barske miljø omkring udskænknings-etablisamentet Café Viking, hvor han mødte filmmageren Jerry ‘Momo’ Nashbanks, der indvier ham i Rock’n Roll musikkens æggende univers.

Senere samme dag mødte Henningsdottir dr. Petrus Zimbabwe. Sammen dannede de – med Lord Yvonne Thomsen – trioen ‘The 1965 Kentucky Highway Disaster’, der bestod af Henningsdottir på slagtøj, Thomsen på vokal, saxofon og piano samt Zimbabwe på bas og vokal.

I 1959 turnérede ‘The 1965 Kentucky Highway Disaster’ i Yemen, hvor Henningsdottir forsvandt sporløst under et vulkanudbrud.

I de følgende år vandrede Henningsdottir rundt i en tilstand af klarsyn og hukommelsestab, indtil han i 1962 dukkede op i Libyen, hvor han arbejdede for kunsthandleren og hypnotisøren Ali Habasabanabadudleframe, som senere konverterede til den ortodokse russisk-katolske kirke, og skiftede navn til Erich Fidel Köhnicher.

Köhnicher og Henningsdottir tog i efteråret ’62 til Cuba, hvor de blev indlemmet i det kvasi-militante speedsalsa miljø omkring trommeskolen i Havanna.

Her genvandt Henningsdottir sin hukommelse efter en intim episode med en conga, en tumba, tre klokker og et naturhistorisk tidsskrift ved navn Juvenis Voluptarius, hvorefter han tog tilbage til Danmark for at bo hos sin fætter Etatsråd Eik Skaløe.

Köhnicher slog sig ned som producer og manager for lokale cubanske bands.

I foråret 1963 dannede Henningsdottir bandet ‘Steppebæveren’ sammen med dr. Petrus Zimbabwe (bas, vokal), Vagabonden Joey Brown (trommer), Lord Yvonne Thomsen (sax, piano, vokal) og Etatsråd Eik Skaløe (tablas).

På grund af interne stridigheder forlod Skaløe bandet, der efterfølgende skiftede navn til ‘Bæverklub Groove’.

I Nov. ’64 bestod bandet af Grevinde Vickie Zimbabwe (leadvokal, bas), Joey Brown (tablas), dr. Zimbabwe (kor), Lord Thomsen (kor) og Henningsdottir (kor, forhistorisk Sydøst-asiatisk bronzetromme). Grevinde Zimbabwe forlades dog af bandet d. 19. Dec. 1964, som derefter skiftede navn til Chillumklud Group.